ET JULEDIGT

Jeg synes, jeg hører Klokkers Klang,

og nynner imens paa en Julesang;

jeg har saa meget paa Sinde;

da hører jeg nogen i Forstuen gaar,

og før jeg véd af det, en Skikkelse staar

og byder: Guds Fred herinde!

Hvordan han saa’ ud? — hans Ansigt, hans Dragt?

var han fattig klædt eller i kongelig Pragt? —

derom kan jeg intet sige;

jeg saa’ i hans Øjne, jeg hørte hans Ord,

og aldrig som lille, endsige som stor

har jeg set eller hørt hans lige.

Jeg glemte helt baade Sted og Tid,

jeg glemte Dagens Bulder og Strid,

jeg glemte min Selvforgudelse; —

der stod han, det sælsomme Sendebud,

han kom vel fra ingen anden end Gud;

det var som Marias Bebudelse.

Hans Ord blev til Billeder, store og smaa,

fra Loft og fra Gulv og fra Vægge de saa’

ind i mig, vinked’ og kaldte;

og alt imens Himmerigs Klokker klang,

og Alverden sig øved i Julesang,

han nærmed sig til mig og talte.

Og hvad der skete ved Aftenskær,

det lægger jeg frem i Dagen her,

at ej det skal gaa mig af Minde.

Det er kun lidt, af hvad han har sagt,

jeg i disse fattige Linjer fik lagt;

men en Gnist af hans Ild, et Gran af hans Magt

— den Magt, der aldrig kan svinde —

jeg tænker dog her er at finde.