Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavninger for øvrigt bevaret.En ordliste med rettelser er placeretsidst i bogen.
CARIT ETLAR
BJØRNEÆT
NATIONALHISTORISK ROMAN
KØBENHAVN
DET NORDISKE FORLAG
BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
1898
Om OLE SVENDSEN BAKKE fortællesi »Carit Etlars Minder« følgende:
En af hans (Brosbølls) tidligste Erindringerfra Hjemmet er, at der paa Væggen i Storstuenhang et Billede af Ole Svendsen Bakke,den tapre Klokker fra Id, der blev berømtsom Partigænger i den store nordiske Krigunder Karl den Tolvtes Indfald i Norge.Formodentlig er Ole Svendsen Bakke Farfadertil Brosbølls Moder, den norske Præstedatter,Ursula Svendsen, og saaledes i dobbeltForstand Stamfader til vor danske »Gjøngehøvding«,idet Duften af den tapre KlokkersBedrifter saa at sige aflagredes i dette Hjem.
Der fortælles at Drengen Carl plejede atkrybe op i Sofaen, for ganske rolig paasine Knæ at ligge og betragte Billedet. EnAften sagde han meget rørt, da han blevcommanderet iseng:
Nordost for Frederikshald i den sydøstlige Deel afNorge bryder Tisteelvens Tilløb sig dundrende Banermellem Fjeldene, snart i skummende Fossefald, snarti sindigere Løb, indtil den efter Skonningfossens langeVandfald, og forenet med Oplandenes rige Vandaarer,som en ret anseelig Flod glider gjennem Staden Frederikshald,for tilsidst gjennem de saakaldte Vasdrag atstrømme ud i sidere Egne og finde sit Udløb i Havetgjennem Svinesund lidt Nord for Dynekilen og den svenskeSkjærgaard.
Oppe i de uveibare og mørke Skove Nord for Frederikshaldlaa i Vinteren 1716 to rødmalede Træhusepaa hver sin Side af en Kløft, der sendte et altid skummendeTilløb til Tisteelven. Træhuset tilhøire var stortog grundmuret med tilhørende rødmalede Stolpebode.I Norge reises sædvanlig endnu i Dag disse Boderpaa Stolper til Opbevaring af Fødemidler, Flæsk, Korn,Fladbrød, Tyndbrød o. s. v., for at sikre Forraadenemod Rotterne. Naar Fjælebroen til et saadant Stolpehuus er optrukken, danner det en uangribelig Fæstningfor de talrige og graadige Gnavere.
Det andet Huus var mindre, Døren sad skjævt, Væggeneheldede, og det havde ingen Stolpebod.
En Morgen i December susede det høitidsfuldt gjennemFyrretræsskoven oppe i Fjeldødet. Taagen laa endnusom et blaaligt, uigjennemsigtigt Slør over Dalen. Enung Pige stod paa Fjeldskrænten; hendes gyldne Haarlyste i den opgaaende Sol omkap med de glødendeFyrretræsstammer. Det rødlige Skjær over Egnen togtil, blev klarere og varmere; Skov og Fjeld og Pigesmeltede sammen i en rødmende Harmoni.
»Sippedeia!« lød et jodlende Raab fra den andenSide af Kløften. Den unge Pige foer sammen, menrørte sig ikke af Stedet.
»Dukkeneia!« lød Raabet atter med de lifligsteStrubelyde og Klunk. »Dukkeneia!« svarede Ekkoetoppe og nede. Den unge Pige blev staaende ubevægeligog stirrede ud mod Solen; hendes Kinder bleve lidtrødere, hen